Frokost & Aftensretter

Stegt lammemørbrad

1 time

Stegt lammemørbrad med beder, raddichio og kirsebær

Skrevet & Udviklet af Mikkel Karstad

Ingredienser
Fremgangsmåde

Ingredienser

Stegt lammemørbrad - 4 Personer

2 Stk. Lammemørbrad
5 Kviste Timian
1/2 Dl. Ekstra jomfruolivenolie
Salt og friskkværnet peber
6 Stk. Beder med top
100 Gram Kirsebær
2 Spsk Honning
1/2 Dl. Kirsebæreddike eller anden mørk frugteddike
1 Stk. Raddchio

Fremgangsmåde

Stegt lammemørbrad

  1. Skær sener og evt. fedt af mørbrad og kom op i en skål, kom lidt olie, hakket timian, salt og friskkværnet peber på og lad mørbrad marinere 15-20 min.

    Skær toppen af bederne, sådan at du lader 5-10 cm blive siddende. Vask bederne grundigt i koldt vand, så al jorden kommer af. Skær bederne igennem, så du får lidt top på begge halvdele, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Dryp med olivenolie, og drys salt og friskkværnet peber og krydderurter på toppen. 


    Sæt bederne i en forvarmet ovn ved 220 grader med grillen tændt. Bag og grill bederne i 10-15 minutter, til de er møre og godt brændte. Tag bederne ud af ovnen, og lad dem køle lidt af. Bederne kan også sagtens grilles på en rigtig grill, det bliver de næsten kun bedre af, da de også får lidt røgsmag. 


    Halver kirsebær og fjern sten, kom kirsebær op i en skål med honning, eddike, de lune rødbeder og olie fra de grillede beder (hvis du har tilberedt dem på grillen, er der ikke rigtig noget olie tilbage, så du må supplere med lidt ekstra oliven- olie).   Vend det hele godt rundt, så rødbederne trækker smagen fra kirsebær, honning og eddike til sig. Krydr med lidt salt og friskkværnet peber. 


    Del raddichio op i hele blade og skyl i koldt vand, dryp dem grundigt af.


    Varm en grill op til meget varm, grill lammemørbrad 2-3 min på hver side, så de får en flot gylden overflade, men samtidig er helt rosa og saftige i midten, tag mørbrad af grillen og lad dem hvile lidt inden de skæres i tynde skiver og anrettet med de grillede rødbeder, raddichio og kirsebær dressingen. 

    Server med godt brød til.